Olaf Liljekrans, 2. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
1.utg: [46]
BRYLLUPSGÆSTER
SLÆGTNINGE
af Arne fra Guldvik
Handlingen foregår i middelalderen i en fjeldbygd.
1.utg: [48]
En tæt bevokset li, der fører op til højere liggende fjeldegne; i en dyb kløft løber en strid elv fra baggrunden ud til 
højre; over elven ligger nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer månen frem.
højre; over elven ligger nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer månen frem.Første scene
Thorgjerd (står på et klippestykke ved elven og lytter til de forskellige kor, som høres udenfor skuepladsen).
KOR AF FRU KIRSTENS FØLGE
dybt inde i skoven til venstre
SLÆGTNINGE AF ARNE FRA GULDVIK
langt borte, udenfor til højre
til bryllupsgård;
Det drønner under hov
i den grønne skov,
Thorgjerd forsvinder i kløften, hvor elven løber; efter et raskt mellemspil høres nærmere:
Til bryllupsgilde, til spil og dans
HIS: 429
Anden sceneArne fra Guldvik (viser sig med sine slægtninge, mænd og kvinder, spillemænd o. s. v. i baggrunden til højre på den anden side af elven; de er alle i højtidsdragt. Straks efter Hemming fra samme side).
EN AF FØLGET
Se her går vejen.
EN ANDEN
Nej her!
ARNE FRA GULDVIK
Se så, står vi nu fast igen! (kalder) Hemming! hvor er Hemming?
HEMMING
træder ind
Her!
HIS: 430
ARNE
ærgerlig
HEMMING
uviss
Vejen? Ja, jeg er lidet kendt heroppe, men –
ARNE
Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den gavn, jeg har af dig! Ja, så må vi holde til i ødemarken i nat, så sandt jeg heder Arne fra Guldvik.
HEMMING
der imidlertid har fået øje på levningerne af broen
Alle går over elven og kommer ned i forgrunden.
ARNE
ser sig om
HEMMING
HIS: 431
ARNE
forbitret, men med dæmpet stemme
Hemming! dette bryllup gør mig helseløs, såmegen harme voldes mig derved. (ser udad til højre) Der render de, se, nej se kun! Det var hende, som fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde optugtet? (da Hemming vil tale) Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
Det var hende, som fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde optugtet? (da Hemming vil tale) Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
HEMMING
ARNE
HEMMING
Ja, men eders grander gør sig lystige over det forlig, som I har sluttet med hende.
ARNE
Ha, ha! lad dem det, det kommer af, at de under mig ilde.
HEMMING
HIS: 432
ARNE
Det er løgn i din hals, der er ingen, som tør gøre nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har magt; jeg kan jage dem fra hus og gård, såsnart det lyster mig. Nidvise! jo, du skønner dig godt på nidviser! – Har de gjort viser, så er det til hæder for bruden og hendes fader! (opbrusende) Men det er en ussel vise forresten, ret en ussel vise, siger jeg dig; det er ingen kvædekyndig mand, som har sat den sammen, og får jeg engang tag i ham, så –
kvædekyndig mand, som har sat den sammen, og får jeg engang tag i ham, så –
HEMMING
Synge, synge; stå nu ikke der og hold mig op med snak. (til de andre) Afsted, mine frænder, lidet må vi dvæle, ifald vi skal række frem til brudehuset før midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der går et sikkert ord om, at fru Kirsten har både brygget og baget i fem fulde dage for at tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hemming?
brygget og baget i fem fulde dage for at tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hemming?
HEMMING
Jo, husbond!
ARNE
HIS: 433
HEMMING
ALLE
forbausede
Fru Kirsten!
Tredje scene
De forrige. Fru Kirsten (kommer med sine huskarle fra venstre).
FRU KIRSTEN
til sit følge, uden at bemærke de andre
HIS: 434
ARNE
vedbliver fornøjet
FRU KIRSTEN
Hvad mener I?
ARNE
FRU KIRSTEN
Ej, herr Arne – (afsides) Han véd intet endnu!
ARNE
Og det på en dag som denne, da I har fuldt op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders karle.
FRU KIRSTEN
forlegen
Jeg beder jer, tal ikke mere derom.
ARNE
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig –
I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig –
HIS: 435
FRU KIRSTEN
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde.
gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de 1.utg: 57
traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde.
ARNE
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en god del længer og der kunde de bedre holde øje med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som godt og vel er for os begge.
FRU KIRSTEN
ARNE
FRU KIRSTEN
spændt
Nu, hvad så? (afsides) Skulde hun også –
HIS: 436
ARNE
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel råd.
Der kommer jomfru Ingeborg. (afsides) Hvor fager skrider hun forrest i flokken!
FRU KIRSTEN
sagte til sine svende
I tier vel med vort ærinde heroppe.
EN SVEND
Det kan I lide på.
HEMMING
afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!
Fjerde scene
De forrige. Ingeborg og brudepigerne kommer over broen.
INGEBORG
endnu i baggrunden
HIS: 437
FRU KIRSTEN
Olaf! (afsides) O ve! nu bryder det løs.
ARNE
FRU KIRSTEN
Ham – I mener – I véd, at –
ARNE
FRU KIRSTEN
Stærkt lystede det ham visst at møde bruden, men –
INGEBORG
Hvad nu?
FRU KIRSTEN
Ikke er Olaf med heroppe.
HEMMING
nærmer sig
Ej med!
ARNE
Og hvorfor ikke?
HIS: 438
INGEBORG
FRU KIRSTEN
tvungen, spøgende
FRU KIRSTEN
INGEBORG
At jage?
FRU KIRSTEN
at prøve sine heste og hunde!»
HIS: 439
ARNE
der imidlertid har holdt øje med fru Kirsten og hendes følge
FRU KIRSTEN
truffen
Jeg! Hvor kan I tro?
FRU KIRSTEN
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.
ARNE
FRU KIRSTEN
afsides
Hvad vil her følge på?
ARNE
Jeg lod mig dåre af jer, men nu ser jeg grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændseskellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjeldene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom. (da fru Kirsten ikke svarer) I tier, det tænkte jeg nok.
grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændseskellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjeldene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom. (da fru Kirsten ikke svarer) I tier, det tænkte jeg nok.
HIS: 440
ARNE
ligeså
Ti stille!
FRU KIRSTEN
der imidlertid har fattet sig
Nuvel, herr Arne! ærligt vil jeg tale jer til; lad så lykken råde for resten.
INGEBORG
Hvad mener I?
FRU KIRSTEN
ARNE
utålmodig
Javisst, javisst!
FRU KIRSTEN
Skændsel over den, der bryder sit ord, men –
ARNE og GÆSTERNE
Hvad nu! Sig frem!
FRU KIRSTEN
Ikke kan brylluppet holdes imorgen, som besluttet var.
ARNE
Ikke holdes?
HIS: 441
FRU KIRSTEN
Vi må vente dermed.
INGEBORG
Ej bryllup!
GÆSTERNE
truende, idet flere trækker sine knive og styrter ind på fru Kirstens folk
Hævn! Hævn over Liljekransætten!
FRU KIRSTENS SVENDE
hæver økserne og sætter sig til modværge
Slå til! Ned med mændene fra Guldvik!
FRU KIRSTEN
kaster sig mellem de stridende
ARNE
der har søgt at berolige sine frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der dog er synligt hos ham
frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der dog er synligt hos ham
I forlade mig, fru Kirsten! jeg var for rap i min vrede. Havde jeg tænkt mig om, så måtte jeg vel skønne, at det alt tilhobe var jert skemt, jeg beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Trænger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller blommede linklæder, så kom I til mig.
alt tilhobe var jert skemt, jeg beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Trænger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller blommede linklæder, så kom I til mig.
HIS: 442
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
INGEBORG
På én? På hvem? Vel skulde jeg mene, at når bruden er rede, så –
ARNE og GÆSTERNE
Olaf!
HIS: 443
FRU KIRSTEN
Ja han, min søn – inat er han flygtet både fra hjem og brud.
GÆSTERNE
Flygtet!
ARNE
Flygtet! Han!
Og alt imorgen skulde brylluppet holdes! Min datter klæder sig i gyldenskrud, budsending har jeg skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner langvejsfra for at møde frem til gildet. (opbrusende) Ha, agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og spe for sine grander; lidet skal det både jer, det sværger jeg højt og dyrt.
gyldenskrud, budsending har jeg skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner langvejsfra for at møde frem til gildet. (opbrusende) Ha, agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og spe for sine grander; lidet skal det både jer, det sværger jeg højt og dyrt.
ARNE
Sig ikke så, fru Kirsten, sig ikke så! Vi to har en gammel regning at klare med hinanden; det er ikke første gang, at I lægger listige snarer for mig og mine. Guldviksætten har længe måttet holde for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med dårende ord og talemåder, – det er varer, som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig.
holde for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med dårende ord og talemåder, – det er varer, som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig.
HIS: 444
FRU KIRSTEN
ARNE
vedblivende
Grant ser jeg nu, jeg har båret mig ad som manden, der bygged sit hus på isflaket: tøvejr kom, og så gik han tilbunds. Men liden gammen skal I have deraf. Til jer vil jeg holde mig, fru Kirsten! I må svare for jer søn, eder var det, som bejlede for ham, eders sag bliver det at holde det ord, som er givet mig! En dåre var jeg, ja tifold en 1.utg: 66
dåre, at jeg slog lid til eders glatte tunge. De, der mente mig det ærligt, varede mig ad, mine avindsmænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge dele. Jeg tog mine højtidsklæder på, samlede frænder og venner; med sang og leg drog vi til gildehuset, og så, – så er brudgommen rømt.
INGEBORG
Ikke går jeg til kirken med ham, der holder mig så lidet værd.
ARNE
Ti stille!
HEMMING
sagte til Arne
Jomfru Ingeborg har ret, bedst er det I bryder forliget.
ARNE
Ti stille! siger jeg.
FRU KIRSTEN
til Arne
Vel må jert sind fyldes med harm og vrede; men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel, mere end billigt kan være. I mener, der føres en underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Ingeborg
harm og vrede; men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel, mere end billigt kan være. I mener, der føres en underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Ingeborg HIS: 445
kær; hvor kunde han kåre sig en bedre brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes slægt med hæderlige ord, så langt den er kendt?
ARNE
Men hvor kunde så Olaf –
ARNE
Heroppe?
FRU KIRSTEN
GÆSTERNE
Bergtagen!
INGEBORG
på samme tid
Fri mig, Gud!
ARNE
Hvad siger I, fru Kirsten?
FRU KIRSTEN
Han er bergtagen! Ej kan det være andet. – For tre uger siden, da fæstensøllet var drukket på Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den næste dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu dagene, lidet vætter, som har koglet hans sind; stor er den magt, de øver herinde; fra den tid den store landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt fast ingen dag, uden at sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt intet menneske færdes der, hvor det kommer fra.
fæstensøllet var drukket på Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den næste dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu dagene, lidet HIS: 446
talte han, i sengen lå han for det meste og vendte hovedet ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en sælsom uro kom over ham, da sadlede han sin hest og red fra gården, langt op i lierne; men der var ingen, som turde følge ham og ingen vidste, hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde vætter, som har koglet hans sind; stor er den magt, de øver herinde; fra den tid den store landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt 1.utg: 68
her i fjeldet; der går jo fast ingen dag, uden at sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt intet menneske færdes der, hvor det kommer fra.
ARNE
Bergtagen; skulde sligt være tænkeligt.
FRU KIRSTEN
Give Gud, det ikke var; men ej kan jeg mere tvile derpå. Tre døgn er det nu siden han sidst var hjemme.
ARNE
Og intetsteds har I spurgt, hvor han færdes?
FRU KIRSTEN
Ak nej, det er ikke såvel. Her oppe så en skytter ham igår; men han var vild og sky som renen; alle slags urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig, hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme ord dertil. Såsnart det blev mig sagt, drog jeg ud med mine folk, men vi har intet fundet.
INGEBORG
Og ingen traf I, som kunde sige jer –
FRU KIRSTEN
I véd jo, lien ligger øde.
HIS: 447
ARNE
der har fået øje på Thorgjerd, som stiger op fra elven
Der kommer dog én, ham vil jeg spørge ad.
HEMMING
ængstelig
Husbond! Husbond!
HEMMING
Lad ham gå; ser I ikke, hvem det er.
GÆSTERNE og FRU KIRSTENS SVENDE
hviskende mellem hverandre
INGEBORG
Han har lært nøkkens sange.
HEMMING
Lad ham gå, lad ham gå!
ARNE
Ej, om han så var nøkken selv –
Femte scene
De forrige. Thorgjerd (er imidlertid gået henimod udkanten til venstre; ved Arnes sidste ord vender han sig pludselig, som om han var bleven tiltalt).
THORGJERD
idet han træder et par skridt nærmere
Hvad vil du mig?
HIS: 448
ARNE
studsende
Hvad er det!
HEMMING
Der kan I høre!
Lad mig råde. (til Thorgjerd) Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag?
THORGJERD
Olaf Liljekrans?
FRU KIRSTEN
Nu ja, du kender ham vel.
THORGJERD
Er det ikke en af de onde mænd derude fra bygderne?
FRU KIRSTEN
Onde?
THORGJERD
FRU KIRSTEN
Du lyver, spillemand!
THORGJERD
med et listigt smil
Da er det godt for ham.
HIS: 449
ARNE
THORGJERD
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
FRU KIRSTEN
Ja, ja!
INGEBORG
Sig frem, hvad du véd!
THORGJERD
FRU KIRSTEN
Forbandede! at du siger sligt!
ARNE
til fru Kirsten
Agt ej på det, han siger.
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan HIS: 450
få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:de drage dig i legen ind;
og alt hvad du ser og hører der,
det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde)
Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pause
stak, hver mand har sin bedste 1.utg: 72
kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.stedse mere og mere forvirret)
tre hellige dage til ende.
Og bruden var både flink og fin,
hun dansed mellem gæsternes flok,
sad han som en spillemand på sengestok
Da dansed i ring både bord og bænke,
så let som terner og drenge. –
brudgommen så sig ud så vide;
nøkken redte liden Ingrids seng –
hendes brudeseng i elven hin stride.
Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre)
er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!De forrige, undtagen Thorgjerd.
ARNE
til fru Kirsten
Han lyver! tro ham ikke!
HEMMING
Men det er dog sandhed, det med bruden, som blev borte på bryllupskvelden.
ARNE
INGEBORG
HIS: 452
ARNE
Ti stille!
INGEBORG
INGEBORG
med et stolt, afvisende blik
Hvad nu?
Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge sider.
ARNE
sagte til fru Kirsten
Han må findes! Det vilde volde mig evig skam, om brylluppet –
FRU KIRSTEN
Følg med, følg med!
INGEBORG
sagte til Hemming, der står nedslået
HIS: 453
ARNE
ved udgangen
Kom, kom!
Fru Kirsten og Arne går ud til venstre.
Ingeborg. Hemming.
INGEBORG
rækker foden frem
Se der, spænd den vel til!
Hemming knæler ned og gør, som hun byder.
INGEBORG
idet hun flytter den anden fod frem
Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod?
HEMMING
Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer –
INGEBORG
Javisst gør jeg.
HEMMING
Så må I da vide –
HIS: 454
INGEBORG
hurtigt
Å nej, det trænges ikke.
Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.
HEMMING
INGEBORG
Hvad så?
INGEBORG
kort
Jeg mindes aldrig!
HEMMING
INGEBORG
nærmer sig
Var det dengang vi hørte bjørnen?
HEMMING
Ja, ret dengang.
stedse mere og mere ivrig
HIS: 455
INGEBORG
stedse mere og mere ivrig
Jeg fandt geden igen.
HEMMING
Nej, det var mig, som fandt den først.
INGEBORG
Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren.
HEMMING
Og så tog I jert strømpebånd.
INGEBORG
Og bandt den.
HEMMING
Men så var det, vi hørte –
INGEBORG
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der hvor den var blødest, –
HIS: 456
INGEBORG
Og sprang med mig fra den ene tue til den anden. (leende) Hvor rædde vi var, begge to!
HEMMING
Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld.
INGEBORG
HEMMING
Hemming! hvor rig er min fæstemand?
HIS: 457
HEMMING
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
vel hundrede terner til sin brud!
Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde.
INGEBORG
fremdeles beskæftiget
Og du, hvad ejer du?
HEMMING
sukkende
Min armod, det er det hele!
INGEBORG
Det er ikke meget, Hemming!
INGEBORG
nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget som før
til ham, som ejer både gård og grunde!
til ham står min tanke, han er min ven!
HEMMING
i højeste glæde
Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da må jeg tifold prise min armod.
HIS: 458
INGEBORG
vender hovedet om og siger koldt
Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun en gammel vise. (stiger ned fra stenen med hæggekvistene i hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt) Men jeg kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:
han skor den gule, han skor den grå,
den rappeste lægger han sadlen på!
HEMMING
som ude af sig selv
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig? Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres datter? Du må være syg eller gal, siden du kan falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme) – og min røde guldring – se der, tag den! (tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre)
falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme) – og min røde guldring – se der, tag den! (tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre)
HIS: 459
Ottende sceneHemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op).
HEMMING
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
(nedslået)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb)
Olaf! der er han!
Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre)
HEMMING
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere)
eders kind er hvid, eders pande er bleg!
OLAF
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
HEMMING
Gud stå os bi!
OLAF
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel!
HEMMING
ængsteligt
Herr Olaf! følg med til jer moders gård!
Min moders gård! Hvor er det den står?
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse)
HIS: 461
HEMMING
afsides
Hvad er ham dog hændt?
OLAF
Snart kommer min brud!
HEMMING
Eders brud! I véd da –?
OLAF
vedblivende
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
OLAF
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej.
OLAF
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
var drysset som dugg derover!
det var som den lo, når den dukked sig ned
i de væne, hviskende lunde!
HIS: 463
OLAF
vedblivende
den fagreste mellem dem bød mig en krans
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
«Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
da – først da skal du lykken finde!»
HEMMING
I har sovet og drømt!
OLAF
Fra denne stund
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen.
OLAF
i luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet!
HIS: 464
HEMMING
Og det er bruden, I venter her?
OLAF
Det er bruden, snart er hun nær!
HEMMING
afsides
alt skal fru Kirsten vide!
(højt)
heroppe?
OLAF
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre)
HEMMING
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
(går ud til venstre)
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).
OLAF
idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor
«Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!»
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.
HIS: 466
Tiende sceneOlaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
OLAF
ligesom pludselig belivet
Alfhild! min unge, dejlige brud!
ALFHILD
Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen!
ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen!
OLAF
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den
listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den HIS: 467
grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen, hvor der er harper for de store, klagende kvæder; hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes!
ALFHILD
OLAF
Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad du vil, når du kun er min!
OLAF
Mig!
ALFHILD
Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke.
glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke.
HIS: 468
OLAF
ALFHILD
Har jeg?
OLAF
Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende kvæder rundt om mig – – – –
Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en slummer på mig derinde, men alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i legen – – – –
Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –
1.utg: 89
trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet – himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje! – – – –
Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje, jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var i dit favntag – – – –
himlens herlighed var i dit favntag – – – –Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme, jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og hjem,
HIS: 469
mere end himmel og jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
ALFHILD
Er det en glemselsdrik, det som du der nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf. (standser og bliver tankefuld stående)
spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf. (standser og bliver tankefuld stående)
OLAF
idet han rejser sig
Hvad grubler du over?
ALFHILD
Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end
styrtning så brat, at end 1.utg: 90
ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv; men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine søstre i den friske, frodige lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede. – – – –Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne, som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude!
var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude!
OLAF
Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingentid mødte du nogen derinde.
HIS: 470
ALFHILD
Ingen som du! Men hver kveld sang min fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de, der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen!
Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen!
ALFHILD
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej fra den kveld, vi først mødtes.
OLAF
Men sig mig, hvo er han?
ALFHILD
OLAF
Javisst, javisst!
HIS: 471
ALFHILD
Du har hørt min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær
min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær 1.utg: 92
grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit bryst.
OLAF
Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes, før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine frænder bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom!
ALFHILD
Men tør jeg –
HIS: 472
OLAF
Følg trøstig, jeg skal værne om dig!
ALFHILD
Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.
De går ud til højre.
KOR AF BRUDEFOLKET og FRU KIRSTENS FØLGE
fjernt fra skoven til venstre
fra listige alfer i lunden!
Fru Kirsten og Hemming (kommer ind fra venstre).
HEMMING
Her var han; – se – nej, nu er han borte!
FRU KIRSTEN
Og han sagde, at han ventede på bruden, som skulde komme?
HEMMING
FRU KIRSTEN
HIS: 473
HEMMING
idet han ser ud til højre
Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven, – ja, forvisst tror jeg – –
FRU KIRSTEN
Stille, stille, det er Olaf!
FRU KIRSTEN
Alle gode ånder!
FRU KIRSTEN
Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid!
FRU KIRSTEN
Gør som jeg siger; men ti vel med det, du har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet.
HEMMING
I kan lide på mig, fru Kirsten!
(går ud til venstre)
HIS: 474
FRU KIRSTEN
Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!
(går ud til højre i mellemgrunden)
Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!
KOR
fjernt fra skoven til venstre
Olaf og Alfhild (kommer ind fra højre i baggrunden. Senere
fru Kirsten).
ALFHILD
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
HIS: 475
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fangede dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
OLAF
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
ALFHILD
Jeg har intet spået.
Dog – fortæl mig mere om livet derude!
OLAF
Lad livet derude gå sin egen gang,
var rejst for os under de grønne lier!
HIS: 476
her er gilde herinde, her er fryd og lyst,Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;
o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!
(griber hende lidenskabeligt i sine arme)
heroppe vil jeg min brudeseng rede;
farvel jeg skikker over verden ud, –
nu vil jeg favne min fagre brud!
ALFHILD
viger ængsteligt tilbage
Olaf!
Min brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –
kan du – kan du mindes den første kveld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Var det for at bede til bryllup jeg red –?
ALFHILD
Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –?
OLAF
Tre uger efter skulde vort bryllup stande –
Jeg vil ikke mere tænke derpå!
HIS: 477
KOR
dæmpet og langt inde i skoven
OLAF
Hørte du det med?
ALFHILD
Hvad er det?
OLAF
Et gammelt, et halvglemt minde,
som stundom får ord, når jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned.
FRU KIRSTEN
afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de øvrige
Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!
(nærmer sig lyttende)
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
liflige urter skal drysses på alle veje,
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER
raskt men dæmpet inde i skoven til venstre
til bryllupsgård!
Det drønner under hov
i den grønne skov,
FRU KIRSTEN
Olaf, min søn!
(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre)
FRU KIRSTEN
Mit arme, forvildede barn!
Nu er du frelst fra den ondes garn!
Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv.
HIS: 479
OLAF
med et skrig, og ligesom på engang opvågnende
Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!
Ak, at I måtte mig sligt bebude!
(fortvilet)
nu har I vakt mig, nu er alting ude!
Trettende scene
De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens følge fra venstre.
FRU KIRSTEN
Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad!
ARNE
til Olaf
Og der er ingen skade voldt jer?
OLAF
åndsfraværende
Mig! Hvad mener I?
INGEBORG
peger på Alfhild
Men denne unge kvinde –?
FRU KIRSTEN
Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og tilhold.
HIS: 480
ARNE
FRU KIRSTEN
ARNE
Så kom, kom! Hestene venter nede under lien.
OLAF
smerteligt, med et blik på Alfhild
Min moder! jeg kan ikke!
ARNE
Hvad mener han?
INGEBORG
I mener, at hun –!
ARNE
Og imorgen holdes gildet!
HIS: 481
FRU KIRSTEN
Imorgen! det sværger jeg højt og helligt!
ARNE
Jeg har jert ord!
HEMMING
sagte og triumferende, idet han tager ringen frem
Og jeg har Ingeborgs røde guldring!
INGEBORG
tager ringen fra ham og siger ligegyldigt
Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage vare derpå!
Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.
Alfhild. Straks efter Thorgjerd (fra baggrunden).
ALFHILD
har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre)
ALFHILD
Min fader kær!
Nu må jeg flyve fri som alle vinde,
nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde!
THORGJERD
Hvem?
ALFHILD
Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige lyst,
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger!
THORGJERD
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
ALFHILD
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne)
Farvel nu, blomster og skov og ur!
mig vinker alverdens jubel og sang!
og ride til kirken som Olafs brud!
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
Hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.
HIS: 484
Tunet ved fru Kirstens gård. På tilskuernes højre side ses hovedbygningen med en luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige. Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.
luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige. Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.Første scene
Fru Kirsten. Karle og piger (beskæftigede med tilberedelser til gildet).
FRU KIRSTEN
Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus. (for sig selv) Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt, før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et gilde, som skal høres og spørges. (til tyendet) Se vel efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de store drikkehorn skal fyldes med den vælske most, øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle, og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især. (folkene går) Gud véd, dette bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god medgift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres 1.utg: 106
og rådes, som det bedst lyster mig, når han først – (ser ud til højre) Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste, at han – –
HIS: 486
Anden sceneFru Kirsten. Olaf (kommer fra huset i højtidsdragt; han er bleg og tankefuld).
OLAF
for sig selv
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
En brudgom må drømme, det er gammel skik.
OLAF
Min bedste drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpå.
FRU KIRSTEN
afledende samtalen
Vi får en lystig dag, mener jeg.
HIS: 487
FRU KIRSTEN
OLAF
Det arter sig til uvejr; ser I, hvor tungt skyerne trækker op i vest.
OLAF
går nogle gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin moder og siger
FRU KIRSTEN
betragter ham skarpt
Hvi spørger du?
OLAF
Svar mig først. Hvad havde I så gjort?
FRU KIRSTEN
Forbandet dig og gået i jorden af sorg! – Men sig mig, hvi spørger du?
FRU KIRSTEN
HIS: 488
OLAF
FRU KIRSTEN
Hvad mener du?
OLAF
Den fagreste urt, som jeg skulde plukke sønder og drysse ud for alle vinde.
FRU KIRSTEN
OLAF
i tanker
Jo, jo! Hvor er hun?
FRU KIRSTEN
I fruerstuen, som jeg sagde dig.
OLAF
livligt
OLAF
Om Alfhild!
FRU KIRSTEN
OLAF
FRU KIRSTEN
OLAF
Hun er ren som Guds moder selv!
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
OLAF
Jeg véd det nok.
FRU KIRSTEN
Med Arnes penge kan det altsammen bødes på; en hæderlig plads vil du vinde blandt kongens mænd. Tænk dig vel om; har du lovet Alfhild mere end du kan holde – og mig tykkes at mærke noget sligt hos hende, så stille hun end går med det – så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu går jeg ind og ser efter gildebordet.
(går ind i huset)
mig tykkes at mærke noget sligt hos hende, så stille hun end går med det – så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu går jeg ind og ser efter gildebordet.Olaf (alene).
OLAF
ser ud til højre
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må du tømme.
(grublende)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende)
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!
Olaf. Alfhild (fra kirken).
ALFHILD
iler ham glad imøde
alle de underlige gåder må du klare. –
Grønnes altid herude sommer og vår?
OLAF
Ak, Alfhild!
ALFHILD
Nej, vent med at svare!
men derinde, o, der var det så stille.
så mild en fred var derinde;
der dæmred en dagning, liflig og sval,
der knæled både mand og kvinde.
Men højt, højt oppe en jomfru stod,
hun sejled på hvide skyer,
det skinned som himlen, når dagen gryr.
en fager alf hun bar på sine arme,
HIS: 493
og rundt om hende legte de engle små,
OLAF
Hver den, der er god og from som du,
Det er kirken, Guds hus, ham hører det til.
ALFHILD
Hans hus er jo højt over stjernerne små,
hvor den hvide skysvane svømmer,
så højt som intet øje kan nå
uden barnets, der det blunder og drømmer! –
Men kirken, du nævnte! Så er det jo did
vi skal ride i festligt følge,
som brud og brudgom!
ALFHILD
Ak, hvert af dine ord har vel brændt sig ind
så urokkeligt dybt i mit sind!
HIS: 494
De fylder mit bryst med fryd og med kvæder;Du sagde, al verden skulde bydes til gæst,
foran skulde ride sanger og præst,
alle de urter små skulde sig for bruden neje!
OLAF
Har jeg sagt –
ALFHILD
Se dig om, det er sket på dit bud;
alle rosenblommer er sprunget ud
og vugger sig som alfer i højtidsskrud.
Aldrig skinned himlens lysende øje
så lifligt som her fra det høje;
aldrig sang de fugle så vent som idag!
De synger jo brud og brudgom til behag! –
Du, du har voldt mig så livsalig en lyst,
jeg kunde trykke jord og himmel til mit bryst!
Ej findes på marken så fattigt strå,
det jeg evned under fødder at træde,
at jeg vel må dele dets nød og glæde!
I min barm er al vårens herlighed inde;
det bølger og bruser som en skov i storm!
O, herligt er livet!
(knæler med oprakte hænder)
havde jeg englenes tunge,
men jeg kan det ikke; du er for stor,
(rejser sig)
Ja, livet er fagert i Olafs hjem,
OLAF
Kalder du det fagert at lægges på båre?
ALFHILD
og spurgte min fader, hvad døden var,
da sang han mig en vise derom til svar:
da kommer en alf med hvide vinger
og frier det ud fra nød og kummer.
reder en seng så blød,
han virker af liljer de lagen små,
og bolster udaf rosen rød.
han bærer det på sin arm,
i himlen er mange små,
de drysser alt over det rosenbolster
perler, både hvide og blå.
OLAF
Din fryd vil visne som et brækket siv,
ALFHILD
er jeg stærk og modig lig fossevældet!
Du står mig jo nær, lad komme hvad vil,
med dig vil jeg frydes, med dig vil jeg lide.
(lyttende)
det klinger som et kvad om den dybeste kvide!
HIS: 497
Udenfor til højre høres dæmpet følgende kor af ligbærere:med sorg til gravens fred,
med suk og sørgesang
at bære barnets kiste
den sidste, tunge gang!
ALFHILD
Til døden! Hvor er da de bolstere røde,
de liljelagen, og hvor er den døde?
OLAF
Jeg ser ingen bolster, hverken røde eller blå,
ALFHILD
På spåner og strå?
OLAF
Ja, det er det hele!
OLAF
Jeg ser kun en moder, hvis hjerte vil briste,
og de småbørn, som følger den sorte kiste.
ALFHILD
Og hvor er de perler, hvide og blå,
som englene drysser i himmelhaven?
OLAF
Jeg ser kun de tårer, som søskende små
græder, der de stander ved graven.
ALFHILD
Og hvor er hjemmet, det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover?
ALFHILD
stille og tankefuld, efter en pause
Ej var døden så i min faders kvæde.
OLAF
sletingen véd om hernede. –
men vil du med hænder tage derpå,
HIS: 499
intet du finder uden grus og strå;og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder,
at fingrene små du brænder.
Vel sandt, det skinner som himmelens stjerne,
men kun når du ser det fra det fjerne.
(bemærker fru Kirsten udenfor til højre)
Min moder – hun vil sige dig – nu går jeg ind.
Alle engle drysse sin fred i dit sind!
Han går mod huset, men standses af fru Kirsten. – Himlen overtrækkes af mørke skyer, vinden begynder at suse i trætoppene. – Alfhild står hensunken i dybe tanker.
Femte scene
De forrige. Fru Kirsten.
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset)
mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
HIS: 500
FRU KIRSTEN
ALFHILD
for sig selv
Tungt kan ej verden gå mig imod,
FRU KIRSTEN
Af Olaf?
ALFHILD
Javisst af Olaf, han har sagt mig –
FRU KIRSTEN
ALFHILD
Hvad skal gå for sig?
HIS: 501
FRU KIRSTEN
Brylluppet!
ALFHILD
livligt
O ja, det véd jeg!
FRU KIRSTEN
afsides
ALFHILD
Jeg? Det har jeg lidet tænkt på.
ALFHILD
ser forundret på hende
Jeg er tilsinds at blive!
FRU KIRSTEN
afsides
ALFHILD
Ja, det tør jeg forvisst!
HIS: 502
FRU KIRSTEN
ALFHILD
Ja, det véd jeg jo.
ALFHILD
Det har Olaf selv sagt.
FRU KIRSTEN
Olaf! (afsides) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt) Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære!
forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt) Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære!
ALFHILD
med barnlig glæde
Skal jeg! Din egen bryllupsklædning!
ALFHILD
Og får jeg også brudekrone?
HIS: 503
FRU KIRSTEN
ALFHILD
Sølvringe og røde guldbånd!
FRU KIRSTEN
Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan.
ALFHILD
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i hænderne) Jeg får brudekrone og røde guldbånd.
(iler ud til venstre)
Sjette scene
Fru Kirsten (alene).
FRU KIRSTEN
Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med en anden. Men således er det mig ret tilpas; det går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at tage til husbond den, jeg først vælger for hende. Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig. (smilende) Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!
1.utg: 123
kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig. (smilende) Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! HIS: 504
– Nu, så vil jeg sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på gården og – (ser ud til højre) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han så dem jo sammen på fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend, og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!Syvende scene
Fru Kirsten. Hemming (fra højre).
HEMMING
for sig selv
FRU KIRSTEN
sagte, idet hun nærmer sig
FRU KIRSTEN
Jo, Hemming! der er noget, som du går og bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds!
HEMMING
truffen
Ikke frejdig? Jeg?
HIS: 505
FRU KIRSTEN
smilende
HEMMING
Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener.
FRU KIRSTEN
HEMMING
afsides
Himmel! hun må have mærket på Ingeborg, at –
FRU KIRSTEN
HEMMING
vedblivende
HIS: 506
FRU KIRSTEN
HEMMING
Ja næsten!
HEMMING
Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det sværger jeg.
FRU KIRSTEN
En eller ti gange, det er mig lige kært. (afsides) De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt) Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om.
lige kært. (afsides) De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt) Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om.I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene! jeg tør neppe tro derpå. (standser) Men herr Olaf, eders søn! hvad mener I, han vil sige?
FRU KIRSTEN
Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg vel sørge for.
HEMMING
trohjertig
Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed, for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet.
HIS: 507
FRU KIRSTEN
smilende
Det har jeg vel mærket, Hemming!
HEMMING
FRU KIRSTEN
Din husbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes.
HEMMING
Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en svend.
FRU KIRSTEN
Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne selv er rede dertil.
FRU KIRSTEN
Men du tier vel med det, vi her har talt sammen.
HEMMING
Det lover jeg.
FRU KIRSTEN
HIS: 508
HEMMING
for sig selv
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig.
gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig.
ARNE
kalder udenfor til venstre
Hemming! Hemming!
FRU KIRSTEN
kommer ned i forgrunden
HEMMING
Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god gerning mod os alle.
(går ud til venstre)
FRU KIRSTEN
for sig selv
Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre)
leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end HIS: 509
Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.Ottende scene
Hemming (kommer fra venstre med en ølbolle skjult under koften). Arne (følger ham forsigtigt og spejdende).
ølbolle skjult under koften). Arne (følger ham forsigtigt og spejdende).
ARNE
Er der ingen?
ARNE
Men det tykkedes mig, at jeg hørte fru Kirsten.
HEMMING
Nu er hun gået, kom I kun!
ARNE
sætter sig på bænken tilvenstre
Hemming! godt og vel er det, at brylluppet skal gå for sig ikveld. Imorgen rejser jeg hjem; ja, det gør jeg. Ikke en dag længere bliver jeg i fru Kirstens hus.
HIS: 510
ARNE
Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret) Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.
frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret) Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.
HEMMING
Ja, ja, husbond! jeg har jo varet jer ad.
HEMMING
Ja, fru Kirsten handler ilde med jer, det er visst.
ARNE
rækker ham bollen
Der, sæt dig ned og drik! (Hemming sætter sig) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske, vi vel var hjemme.
HIS: 511
ARNE
ARNE
HEMMING
Men da er der ingen, som slår væven og synger liflige viser dertil.
Nej, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. Det vil gå mig hårdt til hjerte; hun er vild og selvrådig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder kunde jeg vel gæste hende her – – Men nej, det vil jeg ikke! Her ler de af mig, de hvisker bag min ryg, jeg mærker det nok.
HEMMING
Men ifald I vilde, så kunde det jo endnu gøres om.
ARNE
Gøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker du om at gøre om. (rækker ham bollen) Der, drik! det har du godt af. Gøres vætter, som blæste den tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det. (forsagt) Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt) Han skal være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver og banker ham.
HIS: 512
om; nej nej, det skal aldrig gøres om! Det var onde vætter, som blæste den tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det. (forsagt) Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt) Han skal være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver og banker ham.
HEMMING
Ja vel er det, om I tager vare på hende, for Olaf agter hende ikke stort, det tror jeg visst.
ARNE
Så, mener du det?
HEMMING
Mindes I Alfhild, den fattige pige, som fulgte med fra fjeldet igår?
ARNE
Javisst gør jeg. Hun er vakker!
HEMMING
HIS: 513
ARNE
ARNE
HEMMING
forlegen
Til mig – hvor kunde I vel falde på –
ARNE
Nej, jeg falder ikke på! Men det ene er ligeså urimeligt som det andet. Se der, drik! og kom ikke mer med den snak. (rejser sig) Der har vi fru Kirsten med gæsterne. Hvad skal nu gå for sig?
Herude skal de alle forsamles, så følger de brud og brudgom til højtidsbordet og derfra til kirken.
ARNE
HIS: 514
Niende sceneDe forrige. Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger (kommer efterhånden ind fra forskellige sider).
FRU KIRSTEN
for sig selv
HEMMING
sagte
Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøstning, hvis ikke I hjælper til.
FRU KIRSTEN
Ej, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem gæsterne)
INGEBORG
sagte til Hemming
Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt håb du taler om?
HEMMING
Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at –
HIS: 515
OLAF
dæmpet
OLAF
Hun véd da at trøste sig?
FRU KIRSTEN
smilende
Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld skal du få visshed derfor.
OLAF
Hvad mener I?
OLAF
Nej, nej, min moder!
FRU KIRSTEN
højt og afmålt
HIS: 516
HEMMING
afsides
Der bryder det løs!
FRU KIRSTEN
Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv.
HEMMING
afsides, studsende
Hvad nu?
FRU KIRSTEN
HEMMING
som før
Himmel og jord! Vil hun svige mig?
ARNE
Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som en ærlig mand.
FRU KIRSTEN
Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og ufred mellem vore slægter være forbi, – og den ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi?
ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi?Gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.
HIS: 517
HEMMING
sagte
FRU KIRSTEN
ARNE
Ja, ja, det får vel så være!
FRU KIRSTEN
Det lover vi da?
GÆSTERNE
Det lover vi!
Håndtag som før.
FRU KIRSTEN
Endelig giver herr Arne sin datter til medgift så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige?
som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige?
GÆSTERNE
Det lover og vidner vi!
Håndslag.
ARNE
afsides
Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten sviger mig.
HEMMING
sagte
O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg, at jeg stolede på hende.
FRU KIRSTEN
ARNE
Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne.
HEMMING
afsides
Hvad agter hun sig nu til?
FRU KIRSTEN
INGEBORG
med et udråb
Hemming!
HIS: 519
HEMMING
O, ve! ve! nu forstår jeg –
Latter og hvisken.
OLAF
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej, nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig!
FRU KIRSTEN
Stille! – Olaf, min søn! vær stille! jeg beder dig.
ARNE
for sig selv
HEMMING
til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket
Så hænger det sammen, det sværger jeg eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden.
INGEBORG
Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig.
HEMMING
Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var eder, jeg tænkte på.
INGEBORG
OLAF
med et udråb
Beskæmmet!
GÆSTERNE
Frille!
ARNE
til Ingeborg
Hvad siger du?
FRU KIRSTEN
Himlen stå os bi!
OLAF
Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun!
Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands frille! Lad den modsige mig, som tør.
ARNE
Ingeborg! (afsides) Hvad går der af hende?
FRU KIRSTEN
sagte
Sådan er det fat! Hende, hende er det, som har Hemming kær! (sagte og bestemt til Arne) Agter I nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få Hemming gift!
ARNE
forbløffet
Min datter! Kunde I tænke jer, at hun –
FRU KIRSTEN
FRU KIRSTEN
spottende
Ja, for ellers vilde jo I gøre det!
ARNE
hurtigt
Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst, vi tier, begge to!
Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf; en forhånet kvinde vil ikke friste ham!
HIS: 522
Tiende sceneDe forrige. Alfhild (kommer ubemærket ud fra staburet i glimrende brudedragt med krone og udslået hår).
glimrende brudedragt med krone og udslået hår).
ARNE
afsides
FRU KIRSTEN
der imidlertid har genvundet sin fatning
Og nu til gildesalen! Hemming kan vi siden tænke på. – Olaf, tag bruden ved hånd!
ARNE
uvillig, da han ser Ingeborg hviske til Hemming
Hvor er bruden? Træd frem, træd frem!
ALFHILD og INGEBORG
på engang, idet hver af dem griber en af Olafs hænder
Her er jeg!
GÆSTERNE
Hvordan, hun tager Olaf?
Almindelig forbauselse.
FRU KIRSTEN
afsides
FRU KIRSTEN
i stærkt oprør
Olaf er ikke din brudgom, siger jeg. Sig hende det selv, min søn!
Olaf tier.
OLAF
fortvilet, kæmpende med sig selv
ALFHILD
træder som forstenet et skridt tilbage og stirrer på ham
Hun! Din – –
OLAF
med stigende ophidselse
Alfhild! gå bort herfra! Gå, gå, langt ind på fjeldet igen; det tjener dig bedst. Jeg har været hvi ser du sådan på mig?
1.utg: 143
syg og forvildet i sind, da jeg gik deroppe! Hvad jeg har sagt dig, mindes jeg lidet af! Jeg véd HIS: 524
det ikke, og jeg vil ikke vide det! Hører du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan du beholde! Behold alt, både sølv og guld, som du der er klædt i. Mere, ja tifold mere skal du få. – Nu! hvi ser du sådan på mig?Alfhild tager kronen og de øvrige smykker af og lægger dem for Olafs fødder, idet hun vedbliver ufravendt at stirre på ham.
OLAF
Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stamper med foden) Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!
fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!Alfhild synker på knæ og bedækker ansigtet med sine hænder.
OLAF
Rejs dig, Alfhild! rejs dig, siger jeg! Dersom du tør sørge så, da slår jeg dig ihjel! – Hvi er du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I andre! Hvi står I der så tause og ser på hinanden? Ler, ler dog, så det kan runge i gården! – Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I andre med! Læg også I et ord med i laget; fru Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende,
Ler, ler dog, så det kan runge i gården! – Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I andre med! Læg også I et ord med i laget; fru Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende, 1.utg: 144
træd hende under fødder! (med skingrende latter) Ha, ha, ha! Hun er jo Olafs frille!
HIS: 525
Alfhild synker mod jorden således, at hun kommer til at hvile i en liggende stilling ved stenbænken til venstre. Et stærkt lyn oplyser scenen, tordenen ruller; under det følgende tiltager mørket og uvejret mere og mere, indtil aktens slutning.
OLAF
Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!
(styrter ud til højre)
Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!
ARNE
truer sagte til Hemming i forbigående
O, Hemming, Hemming! Du er en listig hund!
INGEBORG
holder Hemming tilbage
Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans!
HIS: 526
INGEBORG
Kommer det derpå an, så siger jeg nej, nej for alteret selv, i alles påsyn!
HEMMING
Ingeborg!
INGEBORG
Hold min hest sadlet og rede!
HEMMING
Hvad! I vil –!
INGEBORG
Jeg vil! Nu véd jeg først, hvor kær du er mig, nu jeg står fare for at miste dig. Gå, gør som jeg siger og var mig ad, når tid er.
(går ud til højre)
står fare for at miste dig. Gå, gør som jeg siger og var mig ad, når tid er.Ellevte scene
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.
ALFHILD
bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne. Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og siger med stille, afbrudt latter
en anden må nøjes med hammen grå!
Jeg har vidst, at tårernes varme flod
at jeg kunde mig derover tildøde le!
Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.
ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER
HEMMING
lister sig under koret ind fra venstre
Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til Ingeborg og så afsted!
(går ud til højre bag huset)
ALFHILD
bruden er bænket højt ved hans side;
på alteret tændes op de gule vokslys,
snart skal de til kirken udride!
Jeg må færdes alene i uvejr og nat,
Olaf! Stormen slider i mit hår!
Olaf! Regnen mig pisker og slår!
HIS: 528
Olaf, Olaf! Kan du se mig lideal den unævnelige angst og kvide!
(ler)
Regn og storm, det er ringe ting,
lidet at agte mod det hvasse sting
Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen
for at følge Olaf, min hjertensven!
og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;
men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!
Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port
i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gå, men standser)
Så lidet markens urter formå
hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,
enten han er mig falsk eller god!
Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.
ALFHILD
O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå for sig?
HIS: 529
KARLEN
Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå?
ALFHILD
i feberagtig angst
KARLEN
Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter brudgommens eller brudens sind.
Latter.
FØRSTE KARL
ANDEN KARL
Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få et blus at bære!
FLERE
Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hædersdag!
Latter.
ALFHILD
tager en af faklerne
Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt, hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig,
HIS: 530
tror I da ikke, han vil blive mig god igen! Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det!
KARLENE
Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!
De går ud til højre bag huset.
så hård er end ikke fjeldkammens sten;
(lyn og torden)
den øser sin vrede over mit hoved;
men den har ej et lyn for at knuse ham,
(orgeltoner høres fra kirken)
O, hør! Der synger Guds engle små!
de maner Olaf til det hellige alter!
og jeg skal udenfor kirkedøren stå
(svinger faklen højt i vejret)
Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!
frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!
( holder inde og lytter til orgelsangen)
Guds engle synger! Af gravens muld
mægted de at synge den døde!
O, min barm er så bristende fuld!
(knæler og vender sig mod kirken)
Hold op med de toner bløde!
ellers lokker I Olaf for alteret ind!
(hviskende og i den højeste angst)
Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!
nu er han dysset i glemselsblund!
til kirken – og da må jeg døden lide!
(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet og ude af sig selv)
de håner mig i min jammer!
de maner ham ud; – nu har de ham fat!
lyst skal der være i dit brudekammer!
(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden. – Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset)
HEMMING
INGEBORG
Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har talt om!
HEMMING
Ja, didop! Der vil ingen søge os!
HIS: 532
De iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende. Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slår ud igennem taget.
ALFHILD
springer fortvilet op
her var mig for mørkt – det voldte mig gru!
ha, Olaf! før var det dig, som lo,
bruden brænder på brudgommens arm!
1.utg: 151
Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft søger at udvide.
OLAF
ALFHILD
med vild latter
Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!
rid nu til kirken med spillemand og præst!
hold nu dit bryllup og glem din frille!
Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –
Hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet tæppet falder.
En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.
bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.Første scene
Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem buskene ved huset; en sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme). Olaf (kommer ned fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte).
halv skjult mellem buskene ved huset; en sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme). Olaf (kommer ned fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte).
OLAF
Her var det; jeg kender grønningen her ved vandet. Hist under lindetræet drømte jeg min sælsomme drøm. På hældingen der ved fjeldet stod jeg, da Alfhild første gang kom mig imøde; lagde min fæstensring for buestrengen og skød; – det skud har været et trolddomsskud; det rammede skytten selv.Sælsomt, når jeg færdes heroppe, højt over bygden, da er det som en anden luft legte om mig, som om et friskere blod rullede i mine årer, som om jeg fik et andet sind, et andet tænkesæt.
Hvor er hun nu?
frænder, fra den første stund jeg mødte hende?
1.utg: 153
Jeg skal, jeg vil finde hende igen! Hidop må hun komme; HIS: 534
hun har jo intet hjem derude i den kolde, vide verden. Og jeg – er ikke også jeg en hjemløs flygtning derude? Blev jeg ikke en fremmed i min moders hus, en fremmed mellem mine frænder, fra den første stund jeg mødte hende?Min moder! Hm! det bæres mig for, som det ikke vilde både mig vel at lade hende styre min færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen, afbede al min uret og så –
(standser og ser ud til venstre)
det bæres mig for, som det ikke vilde både mig vel at lade hende styre min færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen, afbede al min uret og så –Anden scene
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd (kommer fra venstre bag huset).
THORGJERD
Tak, det samme igen. Du er tidlig ude!
OLAF
Eller sent; tidlig på dagen, men sent på natten.
THORGJERD
Du hører vel hjemme nede i bygderne, du, kan jeg tænke.
OLAF
Min slægt hører hjemme der. Og du?
OLAF
Det har jeg mærket.
OLAF
THORGJERD
ser stivt på ham
Den jagt er farlig!
OLAF
For skytten?
Thorgjerd nikker.
OLAF
THORGJERD
Farvel, og god lykke!
OLAF
Du taler kløgtigt.
THORGJERD
Ja, ja, her er mangt og meget at lære herinde.
THORGJERD
Farvel! Dine frænder skal jeg bringe bud og hilsen fra dig.
OLAF
Agter du dig nedover?
THORGJERD
HIS: 537
OLAF
Kanhænde! Men du skulde dog været med inat; så lys og varm en gildesal skulde du aldrig have set før.
OLAF
Jeg kender den, som måtte stå udenfor.
THORGJERD
Ja, ja! udenfor, – det er fattigmands plads.
OLAF
Jeg kender den, som måtte stå udenfor, og som endda havde det både bedre og værre end de, som var inde.
THORGJERD
OLAF
Du er spillemand?
THORGJERD
Og ikke blandt de sletteste. Nu henter jeg min strengeleg, der den ligger gemt ved fossen; de strenge skulde du høre. Med dem sad jeg engang på sengestok og spillede bruden ud af gildehuset over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids vise? Den, som kunde spille bruden af fæstemandens arm, kan Dvæler du her, så kan vi mødes, når jeg kommer nedover.
(går ud til højre ved vandet)
sengestok og spillede bruden ud af gildehuset over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids vise? Den, som kunde spille bruden af fæstemandens arm, kan HIS: 538
vel spille barnet hjem til sin fader igen. Farvel! Dvæler du her, så kan vi mødes, når jeg kommer nedover.Olaf. Alfhild.
OLAF
Ha, om det var – Ja forvisst, jeg kan ikke tvile derpå. Alfhild sagde jo selv, hendes fader slog strengelegen så lifligt, at det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igen. Han nævnte jomfru Ingrid, som blev borte på bryllupskvelden for mange år siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kær, så blev der sagt. Mange underlige sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i bygden og spillede så fagert, at alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn! Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal du altså vågne efter bryllupsnatten; så tung en dag blev min hædersdag for dig! Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alverdens herlighed at kende. Så tung en vandring har du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og angst; – når du vågner, skal det være til fryd og glæde!
jomfru Ingrid, som blev borte på bryllupskvelden for mange år siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kær, så blev der sagt. Mange underlige sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i bygden og spillede så fagert, at alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn! Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal du altså vågne efter bryllupsnatten; så tung en dag blev min hædersdag for dig! Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alverdens herlighed at kende. Så tung en vandring har du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og angst; – når du vågner, skal det være til fryd og glæde!
ALFHILD
endnu halvt i drømme
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser)
HIS: 539
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!
ALFHILD
viger sky og ængstelig tilbage
Ondt bær’ du i hjertet, smil bær’ du om mund,
OLAF
Alfhild! kom til dig selv igen;
tungt er du krænket; jeg har handlet dig imod;
men jeg var dig dog altid i hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedåret, –
det er deraf jeg har dig tildøde såret!
Alfhild! kan du forlade mig min færd,
jeg sværger dig til, jeg skal blive dig værd!
Kummerens tårer skal jeg kysse fra din kind,
skal svale sorgen, som svider i dit sind,
skal læge det sår, som i hjertet brænder!
ALFHILD
mildt og klagende
Jeg kender dig vel, jeg skønner din list.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil dåre mig med ord, du vil bilde mig ind,
det er dig, som ligger mig så tungt i sind.
Du vil bilde mig ind, det var dig, som lærte
mig at smeltes i fryd, at våndes i smerte!
Det lykkes dig lidet, jeg kender dig vel,
HIS: 540
enten du kommer ved morgen eller kveld.de svigfulde mærker. Så var ej den anden!
ALFHILD
Han, som er død!
Det er deraf mig voldes så bitter en nød.
Forstår du mig ikke? Du skal vide, der var to;
den anden var mig ond og svigagtig som du;
da blomstred mit hjertes rosenblommer;
den anden lokked mig dybt i fjeld,
hvor der aldrig er sol og sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er du;
den anden, som bar mig med elskov i hu,
den anden, som aldrig går mig af minde,
(synker ned på en sten ved huset og brister i gråd)
OLAF
Har han røvet din fred, har han ranet din ro,
så lad ham ej længer i hjertet bo!
ALFHILD
Ak, om jeg sænktes i graven ned,
jeg føler det vel, min sorg fulgte med!
HIS: 541
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger dig til,jeg tænkte, jeg var ham så lidet mild;
nu ser jeg, jeg må mig tildøde græmme,
og kan ham dog ikke forglemme!
(kort pause)
Sig mig, ejer du strenge i dit bryst?
Jeg tror det; thi lifligt klinger din røst;
lifligt – skøndt den med svig er blandet.
for bygdens piger; hør kun engang:
alle så kom de i skoven ind,
Jeg var mig igår så fattig en fugl,
alle så jog de mig fra mit skjul,
og kasted på mig med stene.
OLAF
smerteligt bevæget
HIS: 542
ALFHILD
springer op med barnlig glæde
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
De mener, din egen ve er så stor,
(standser og ser sørgmodig på ham)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
da de bar af stuen de døde tre!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø.
OLAF
Ja, Olaf er død, det er ret, som du siger;
men jeg vil være dig så fuldgod en ven,
hvorhelst du dvæler og hvor du går hen;
aldrig fra din side jeg viger!
Må jeg lide så tungt for det, jeg forbrød,
straffen selv skal være mig sød.
at færdes hos dig i de øde dale!
Fra sol går op, til sol går ned,
Jeg skal klæde min anger i klagende ord,
Hver en livsalig stund herinde
skal jeg mane frem for dit minde!
Hver en blomstrende urt skal derom tale,
derom skal synge både gøg og svale!
Alle de trær, som grønnes i lunde,
skal hviske derom med tusinde munde!
ALFHILD
Hold op! Jeg véd det, du vil dåre mig påny;
langt bedre om du vilde bort fra mig fly!
Så fager en falskhed er dit ord,
så svigfulde tanker i dit hjerte bor!
Vil du bilde mig ind, du kan kende dig igen?
nu er forbandelsens lyn slået ned!
Fordum, da jeg gik her alene,
var der duftende løv på alle grene!
Alle fugle sang, alle blomster sprang ud,
da du tog mig i favn og kaldte mig din brud!
Men nu – hele dalen er brændt inat;
brændt er både trær og krat;
visnet er strået, brændt er løv,
hver en blomst er vorden til smuldrende støv! –
Ja, jeg ser det vel, – på en eneste nat
er verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt
derude, og segned af kval og skam,
da blegnede livets gyldne ham.
Intet lever igen uden svig og bedrag;
det har Olaf lært mig på min bryllupsdag!
HIS: 544
Min fader løj; han bød mig tro,at den døde bæres til englenes bo;
men Olaf kendte et sandere ord;
(udbryder med den dybeste smerte)
Ja, jeg kan vidne, du vidste besked;
selv er jeg sænket i jorden ned.
OLAF
Alfhild! Dit ord falder knusende tungt!
O, Gud! dit sind var så friskt og ungt – –
ALFHILD
med et stærkt og stigende udtryk af forvildelse
Tys, tal ikke til mig! Se, Olaf, se!
De bærer et lig til graven frem;
men der er ingen moder, ingen søskende fem,
Jeg har ingen moder, hvis hjerte vil briste,
jeg har ingen, som sørger ved den sorte kiste;
som græder for mig ved graven.
Der er ingen engle, som drysser perler blå
alt for min fod i himmelhaven,
og aldrig jeg kommer til det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover!
OLAF
Alfhild!
HIS: 545
ALFHILD
Nu sænkes jeg i jorden ned!
nu kaster de muldet derover!
Og her må jeg ligge med al min nød,
må leve og lide, skøndt jeg er død:
må vide, at alt er for mig forbi,
og kan dog ikke glemme, kan ej kæmpe mig fri;
må høre, når han, som min elskov jeg gav,
rider til kirken over min grav!
og kan ikke mildne hans jammer!
O, hvor mit bryst er trangt sluttet inde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
jeg er stængt ude bag livets port –
grav mig op igen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til venstre)
OLAF
Alfhild! Alfhild! O, Krist, hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter)
Ingeborg og Hemming (kommer efter en kort pause ind fra højre).
HEMMING
Ja, her skal vi leve godt tilsammen!
HIS: 546
INGEBORG
HEMMING
Det gør han aldrig!
INGEBORG
Vær du rolig, vi finder nok på råd. – Men nu må vi tænke på at vælge os en stue til at bo i.
HEMMING
INGEBORG
HEMMING
HEMMING
Ja, ja da, som du vil. O, et lysteligt liv skal vi leve! (standser og tilføjer noget forknyt) Men når jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken bue eller fiskeredskab med.
forsagthed
HIS: 547
INGEBORG
ligeledes med et udtryk af forsagthed
HEMMING
Det gør jeg så gerne!
INGEBORG
Nej, ellers tak. – Og alle mine gode klæder – Jeg tog ikke andet med end brudestakken, som jeg står og går i.
INGEBORG
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal du en nat liste dig ned til Guldvik og tage med dig af klæder og andre ting, så meget jeg har brug for.
INGEBORG
HEMMING
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?
INGEBORG
utålmodigt
Ja, men der kan jo ingen mennesker leve her.
HIS: 548
HEMMING
Jovisst kan de leve!
INGEBORG
Ej, du ser jo selv, de er døde allesammen! Hemming! jeg mener, det er bedst, jeg rejser ned til min fader.
HEMMING
Men hvad skal der blive af mig?
HEMMING
I krigen! Og blive slået ihjel!
INGEBORG
Visst ikke! Du skal udføre en berømmelig gerning, så bliver du riddersmand, og så vil ikke min fader være dig imod.
HEMMING
Ja, men om de nu slår mig ihjel?
INGEBORG
Nu, det kan vi altid tænke på. Idag og imorgen får vi vel blive her; sålænge sidder gæsterne i tærer bryllupskosten, – søger de efter os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe kan vi være trygge og – –
(standser og lytter)
1.utg: 167
gildehuset og tærer bryllupskosten, – søger de efter os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe kan vi være trygge og – –Udenfor til højre høres langt borte følgende:
HEMMING
Ingeborg! Ingeborg! De er efter os!
INGEBORG
Hvor skal vi ty hen?
HEMMING
Ja, hvor kan jeg vide –
HEMMING
Ja, men –
INGEBORG
Gør som jeg siger! Jeg går op på bakken imens og ser efter, om de er langt borte.
(går ud til højre)
HEMMING
Ja, ja da! Ak, bare de ikke får os fat.
(går ind i huset)
Olaf (kommer fra skoven til venstre). Straks efter Ingeborg (fra højre).
OLAF
ser sig om og kalder med dæmpet stemme
Alfhild! Alfhild! Intet sted er hun at se! Som en fugl smuttede hun mig afsyne inde i skoven og jeg –
INGEBORG
De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
OLAF
Ingeborg!
HEMMING
stikker ubemærket hovedet ud af døren og får øje på Olaf
Herr Olaf! Så! Nu er det da vel forbi med mig!
(trækker sig ilsomt tilbage)
INGEBORG
afsides
Men jeg følger ikke med!
HIS: 551
OLAF
afsides
Jeg viger ikke herfra!
OLAF
Gør jeg det? Det er jo tvertom dig, som –
OLAF
Hvem? Hvem?
INGEBORG
Min fader og vore slægtninge!
OLAF
Heroppe?
INGEBORG
Javisst, lige her ved!
OLAF
Ha, da er min moder med dem.
HIS: 552
INGEBORG
INGEBORG
Nej, det er mig!
OLAF
forbauset
Dig!
INGEBORG
begynder at fatte sammenhængen
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig ind! – Hør, skal vi to være ærlige mod hinanden?
OLAF
Ja, det var just min agt!
INGEBORG
Nu godt, så sig mig, hvad tid kom du herop?
OLAF
Inat!
INGEBORG
Jeg ligeså!
OLAF
Du!
INGEBORG
Javisst, javisst! Og du drog bort, uden at nogen vidste derom?
HIS: 553
OLAF
Ja!
INGEBORG
Jeg ligeså!
OLAF
Men så sig mig –
Tys, vi har knap tid! Og du flygtede herop, fordi du havde kun ringe lyst til at følge mig for alteret?
OLAF
Ej, hvor kan du tro –
INGEBORG
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi skulde jo tales ærligt ved.
OLAF
Nuvel da, det var derfor jeg –
INGEBORG
Godt, godt, jeg gjorde ligeså!
OLAF
Du, Ingeborg!
INGEBORG
Og nu ser du vel nødig, at nogen kommer dig på spor?
HIS: 554
OLAF
Ja, det skal ikke nægtes!
INGEBORG
OLAF
Det er et ord!
OLAF
Jeg forstår!
OLAF
Ja, så vilde det falde dig sværere at blive fri for mig!
OLAF
Og skulde sligt times mig, så vil du nok være mig til vilje på samme vis.
HIS: 555
INGEBORG
OLAF
Visst ikke; jeg skal række dig hånden, hvor vi mødes!
INGEBORG
Jeg ligeså! Hvor vi mødes – bare ikke for alteret.
(går ind i huset. Olaf ind i skoven til højre i baggrunden)
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, bryllupsgæster, bønder og huskarle (fra højre).
FRU KIRSTEN
ARNE
Hvad vil I da gøre?
FRU KIRSTEN
Holde dom over hende – lige på stedet, der hun træffes! Den udåd, hun har øvet på mine enemærker, har jeg magt og myndighed til at straffe efter ret og skøn.
ARNE
Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt vindes ikke derved tilbage.
HIS: 556
FRU KIRSTEN
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden;
hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; 1.utg: 174
alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp!
ARNE
Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for, at det har kostet to liv, som jeg såmeget holdt af, – Ingeborg og min svend, Hemming!
FRU KIRSTEN
ARNE
Ja, ja, lad så være med Ingeborg; men Hemming er nu aldrig at spørge efter, det véd jeg visst!
FRU KIRSTEN
Hvi så?
HIS: 557
ARNE
O, han var bleven slig en listig, udtænkt djævel på den sidste tid! Han har ladet sig brænde inde bare for at få hævn over mig, han vidste, jeg kan ikke være ham en dag foruden. O, jeg kender ham!
FRU KIRSTEN
ARNE
FRU KIRSTEN
afsides
De går ud til forskellige sider.
ARNE
som er bleven alene tilbage
Og jeg, som ikke er kendt her, hvor skal jeg finde frem. (kalder) Hemming, Hemming! (holder inde) Nå, det er jo sandt, han er – (hovedrystende) Hm! hm! Det var skammeligt gjort af ham.
(går ud til højre)
HIS: 558
Syvende sceneAlfhild (kommer frem ved vandet på venstre side; hun bærer en liden bylt).
ALFHILD
jeg må hvile, nu er jeg til døden træt!
(synker ned på en sten i forgrunden)
Først vil jeg sige min fader farvel!
Så vandrer jeg ind på det øde fjeld!
Hernede ser jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
jeg må op i højden, at mit sind kan hærdes!
må dysse i blund alle minder kære!
Intet er sandhed, alt er digt,
intet kan gribes og fattes med hænder,
intet må skues med vågne øjne,
intet holder stand, når vi ret det kender!
(lurtoner høres fra skoven)
Min moders arvesølv bringer jeg med;
det vil jeg grave i jorden ned!
Jeg vil grave det ned under birkens rod,
(åbner bylten og fremtager en brudekrone og andre smykker)
også hende har da verden forlokket og dåret,
også hun har da troet på kærligheds magt.
Var det kun spot, når min fader kvad
HIS: 559
om elskovs lyst, som gør barmen glad?Ak, da skulde han tiet dermed;
hans sange bygged i min barm et hus
for verdens fryd, – nu ligger det i grus!
(luren høres atter)
Sølvet er sig så ædelt malm,
det smuldres ikke som høstens halm;
lå det i jorden vel tusinde år,
det skinner endda, det aldrig forgår!
Livets lyst er som høstens halm,
sorgen er sølvet, det ædle malm!
(pakker smykkerne sammen i bylten)
deraf drypped ni blanke perler hver nat;
lige stor og rig blev dog skatten hin røde!
Min sorg er for mig en trolddomsskat;
ikke ni, – nej tusinde perler små,
og skatten vil dog aldrig forgå! –
Ja, verden har gjort mig så klog, så klog!
Fordum fulgte jeg skyernes tog,
fløj drømmende med på de vide baner
og kaldte dem himmelens svaner!
Fordum jeg tænkte, at træets grene
bredte sig ud for at skygge min vandring,
jeg tænkte mig liv i fjeldets stene.
Nu er mig voldt så tung en forandring.
Nu véd jeg det bedre; – kun menneskets bryst
Der bor ingen ven mellem blomster og grene,
jeg må bære min sorg alene.
HIS: 560
(rejser sig)
(vil gå)
Ottende scene
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans.
ALFHILD
Hvad vil du mig?
FRU KIRSTEN
Det skal du tidsnok erfare! (peger på bylten) Hvad bærer du der?
FRU KIRSTEN
Alfhild bindes.
HIS: 561
FRU KIRSTEN
højt og med undertrykt lidenskabelighed
Retten er sat. Som I alle vide, har jeg lovlig hævd og adkomst til at værne om mine enemærker, til at fælde dom efter landets lov over hver den, der gør mig uskel på min egen grund. Dette er hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor står du nu her som anklaget for din dommer. Forsvar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder livet.
vide, har jeg lovlig hævd og adkomst til at værne om mine enemærker, til at fælde dom efter landets lov over hver den, der gør mig uskel på min egen grund. Dette er hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor står du nu her som anklaget for din dommer. Forsvar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder livet.
ARNE
Men hør, fru Kirsten!
FRU KIRSTEN
Forlad mig, herr Arne! Jeg er i min ret, og den vil jeg holde på. (til Alfhild) Træd frem og svar mig!
ALFHILD
Spørg du kun, jeg skal svare!
FRU KIRSTEN
Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.
påsiger jeg dig her 1.utg: 179
ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.
ALFHILD
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder du hin sælsomme magt, som drog Olaf hid op. Kanhænde du har ret; men denne trolddom kom ikke fra den onde; – hver den stund Olaf har været her, Guds øje måtte se derpå! hver den tanke jeg har måtte kende den! og de skulde ikke blues derover.
måtte se derpå! hver den tanke jeg har HIS: 562
fæstet på Olaf, Guds engle måtte kende den! og de skulde ikke blues derover.
FRU KIRSTEN
Nok, nok! Du føjer endnu bespottelser til din brøde. Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i skålen. Dog, du om det! (til de øvrige) Jeg æsker eder alle til vidne på hendes svar. (vender sig til Alfhild) Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde!
Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i skålen. Dog, du om det! (til de øvrige) Jeg æsker eder alle til vidne på hendes svar. (vender sig til Alfhild) Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde!
ALFHILD
Der har du ret! Lønligt er han gemt herinde!
FRU KIRSTEN
Det vedgår du?
ALFHILD
FRU KIRSTEN
i heftigt udbrud
Nu er døden dig viss! Sig frem, hvor har du ham?
ALFHILD
trykker hænderne mod brystet
Herinde – i hjertet! Kan du rive ham ud deraf, da hekser du bedre end jeg!
FRU KIRSTEN
Det svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?
HIS: 563
ALFHILD
Jeg har svaret!
FRU KIRSTEN
med tilbagetrængt forbitrelse
Godt, godt!
ARNE
til de omstående
Havde Hemming været ilive, så skulde han nok fået sandheden ud af hende; han var bleven så listig på sine sidste dage.
FRU KIRSTEN
Nu kommer den tredie klage mod dig: du har inat stukket ild på min gård og brændt den af til grunden. Kanhænde menneskeliv er gået tilspilde, det véd vi endnu ikke, men hvad som end er, derved hverken skades eller rettes på din sag; thi din agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt gården af inat?
thi din agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt gården af inat?
FRU KIRSTEN
Og hvormed vil du besmykke din gerning? (med bitter spot) Du skal ej kunne sige, at du handlede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde gøre dig besindig.
besmykke din gerning? (med bitter spot) Du skal ej kunne sige, at du handlede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde gøre dig besindig.
HIS: 564
ALFHILD
Ja, jeg har brændt din gård inat; men du og Olaf og alle I andre derude har øvet en værre færd mod mig. Verden var mig en højsal, som hørte den store fader til. Himlen blå var dens tag, stjernerne var de lamper, som lyste fra dens loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt og fortørret!
loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt og fortørret!
ALFHILD
Jeg har svaret!
FRU KIRSTEN
Så har du også fældet din dom, og jeg vil bekræfte den.
1.utg: 182
Olaf kommer frem på klippepynten mellem træerne, uden at bemærkes af de tilstedeværende.
OLAF
afsides
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig uset tilbage)
FRU KIRSTEN
ARNE
Men hør, fru Kirsten!
HIS: 565
FRU KIRSTEN
Dommen er fældet! Alfhild skal lide døden!
ALFHILD
FRU KIRSTEN
Før hende op på fjeldstupet der!
To karle fører Alfhild op.
FRU KIRSTEN
For sidste gang, Alfhild! giv mig min søn tilbage!
ALFHILD
Jeg svarer ikke mere!
FRU KIRSTEN
Det ske da, som du vil! (til karlene)
Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild)
Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
ske da, som du vil! (til karlene)
Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild)
1.utg: 183
Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige)
Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
HIS: 566
ALLE
Ja, ja!
ALFHILD
med frembrydende tårer
O, at måtte forhånes, forhånes så dybt i min sidste stund!
FRU KIRSTEN
Nuvel, Alfhild! Denne vedtægt skal komme dig tilgode. Ifald kun den ringeste karl i mit følge træder frem og siger sig villig til at ægte dig, da er du fri. (ser sig om) Er der ingen som melder sig?
Alle tier.
FRU KIRSTEN
Giv hende sølvkronen på; den skal følge med i købet; kanhænde, Alfhild! at du derved stiger i pris!
Kronen sættes på Alfhilds hoved.
FRU KIRSTEN
For anden gang, spørger jeg, er ingen villig til at frelse hende?
Hun ser sig om. Alle tier.
Nu gælder det; nu frygter jeg for, at dine øjeblikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster, Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden. (med høj røst) For sidste gang! Der står heksekvinden og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
dine øjeblikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster, Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden. (med høj røst) For sidste gang! Der står heksekvinden og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
HIS: 567
Hun ser sig om. Alle tier. – Fru Kirsten hæver raskt hånden til tegn,
karlene griber Alfhild; i samme øjeblik styrter Olaf frem på klippepynten i fuld bryllupsklædning.
OLAF
Jeg frelser og ægter hende!
Han støder karlene bort og afriver hendes bånd. Alfhild synker med et skrig til hans bryst; han omslynger hende med den venstre arm og løfter den højre truende ivejret.
ALLE
står som forstenede med udråbet
Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN
Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig!
OLAF
Nej, jeg aftvætter den skam og skændsel, som jeg pådrog mig ved min færd mod hende! Min brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem) Ja, for eder alle nævner jeg højt og lydt denne unge kvinde som min brud! Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøjer knæ for hende) Og for din fod beder jeg dig glemme og forlade –
brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem) Ja, for eder alle nævner jeg højt og lydt denne unge kvinde som min brud! Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøjer knæ for hende) Og for din fod beder jeg dig glemme og forlade –
FRU KIRSTEN
Du vil ægte hende! Godt og vel, så er jeg ikke længere moder for dig!
HIS: 568
OLAF
Stor sorg voldes mig derved, skøndt det er længe siden I var en sand moder for mig. I brugte mig kun til at bygge eders egen stolthed ivejret, jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg vundet kraft og vilje; nu står jeg fast på mine fødder og grunder min egen lykkes bygning!
OLAF
Intet vil jeg mer betænke, jeg véd hvad jeg vil. Nu først forstår jeg min sælsomme drøm. Det blev mig spået, at jeg skulde finde den fagreste blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse den ud for alle vinde. O, således er det sket! En kvindes hjerte er den fagreste blomst i verden; alle de rige og gyldne blade deri har jeg sønderrevet og drysset ud for alle vinde. Men trøst dig, Alfhild! Mangt et sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i dalen; thi her vil vi bo og bygge!
sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i dalen; thi her vil vi bo og bygge!
HIS: 569
ALFHILD
til fru Kirsten
Og mig forlader du al min brøde?
FRU KIRSTEN
Nu, nu! Kanhænde der var fejl på min side med, lad os ikke tale mere derom!
ARNE
Men jeg da? Og min datter, som herr Olaf havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kanhænde hun ikke mere er til!
OLAF
Jovisst er hun til!
ARNE
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
OLAF
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne, at vi begge to i venskab har brudt trolovelsen.
FRU KIRSTEN
I ser, herr Arne! at jeg – –
ARNE
Ja, ja, min datter skal ikke tvinges på nogen. beskåret at få en riddersmand; det samme kan vel times Ingeborg. (med værdighed) I ædle herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer, holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd og halvdelen af riget til den, som
1.utg: 187
Alfhild var det beskåret at få en riddersmand; det samme kan vel times Ingeborg. (med værdighed) I ædle herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer, holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd og halvdelen af riget til den, som HIS: 570
finder hende igen. Jeg vil gøre som de gamle, brave konger; den, som finder Ingeborg igen, får hendes hånd og mit halve gods og eje dertil. Er I med på det?
DE UNGE KARLE
Ja, ja!
Niende scene
De forrige. Ingeborg (træder hurtig ud fra huset og trækker Hemming efter sig).
INGEBORG
Her er jeg! Hemming har fundet mig!
ALLE
forbausede
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
INGEBORG
kaster sig om hans hals
O, fader, fader! Det nytter dig ikke; du har givet dit ord!
INGEBORG
Nej, tvertom, fader! Det var mig, som førte ham bort!
ARNE
forskrækket
Vil du tie med slige ord! Er du da forrykt?
HIS: 571
INGEBORG
sagte
Så sig ja, straks på stedet! Ellers fortæller jeg til alle mennesker, at det var mig, som – –
ARNE
HEMMING
Ak, herr Arne! –
ARNE
HEMMING og INGEBORG
O, tak, tak!
De forrige. Thorgjerd (med en strengeleg i hånden, har under det foregående blandet sig mellem mængden).
strengeleg i hånden, har under det foregående blandet sig mellem mængden).
THORGJERD
Ej, se, se! Her er folksomt i dalen idag!
BØNDERNE
Thorgjerd spillemand!
ALFHILD
kaster sig i hans arme
Min fader!
HIS: 572
ALLE
Hendes fader!
OLAF
ALFHILD
Og du bliver hos os!
THORGJERD
Nej, nej, Alfhild!
han er hjemløs i dale, han er hjemløs ved kyst;
i liens løvsal, på den grønnende eng
må han synge og røre den dirrende streng,
han må lure på det liv, som lønligt bor
under fossens væld, ved den vilde fjord,
må lure på det liv, som i brystet banker,
klæde folkets drømme i toner og ord,
og klare dets gærende tanker!
HIS: 573
OLAF
Men stundom vil du dog gæste os her!
Nu skal en hal mellem birkene bygges;
jeg og min elskov skal leve dig nær,
aldrig dit øje af tårer skal skygges!
ALFHILD
Ja, nu jeg ser det, livet er rigt!
rigt som mit hjertes fagreste digt!
den følges engang af en lysende morgen!
(knæler)
I har atter skænket mig trøst og fred!
I styred min gang ved afgrundsranden,
I støtted min fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med forstanden, –
med hjertet vil jeg tro til min sidste dag!
Ja, himmelske magter! I våger endnu!
Klart skinner solen efter uvejrets gru; –
af livets brand blev min kærlighed frelst;
rede til livets vekslende værk!
(med et blik til Olaf)
Og når vi engang – –
(afbryder og hæver hænderne højt i vejret)
På englenes arm
De øvrige har dannet en gruppe om hende; tæppet falder.
